Oplevelser i Okavango-deltaet
Du bliver vækket tidligt – ofte før solen er stået op. Du har med garanti været vågen et par gange, fordi du har hørt dyrelyde. Oftest hører man impalaer, som grynter af hinanden. Elefanter, der trompeterer er heller ikke unormalt, og hvis du lytter godt efter, kan du måske høre en løves dybe kalden. Du er i fuldstændig sikkerhed i dit telt, og med den viden er det ganske ubeskriveligt at ligge i den afrikanske nat og vide, at du sover der, hvor dyrene bor.
Fra morgenstunden serveres te, kaffe og juice, inden der er afgang på dagens første game drive. Hvad formiddagen byder på, er umuligt at sige! Vores bud er elefanter, zebraer, giraffer, vortesvin, flodheste, løver, impalaer, vandbukke – og hvis du er heldig måske en leopard, vilde hunde eller en flok sabelantiloper. Undervejs bliver der sommetider tid til en kop formiddagskaffe og lidt sødt, men det kommer naturligvis an på, hvordan formiddagen arter sig rent oplevelsesmæssigt.
Sent på formiddagen går turen retur til lejren, hvor mandskabet står klar med en lækker brunch. Man bliver både sulten og træt, når man er på safari. Spændingen, den friske luft og den tidlige start giver dig nok lyst til en lur. Det er der heldigvis tid til, og når du er klar, beder du bare personalet gør dit bad klar. De varmer en stor spand vand og gør dit ”bucket shower” klar, så kan få skyllet støvet af dig.
Efter et bad, et hvil og en kop kaffe er der afgang på dagens anden game drive. Måske har guiden hørt rygter om en leopard et sted, måske skal I tjekke om løverne stadig er, hvor de var i morges – eller måske går turen til elefanterne, som står i floden og drikker nogle af de 200 liter vand, som en elefant drikker om dagen.
Solnedgangene i Okavango-deltaet er ganske ubeskrivelige. Halvdøde træer, som spejler sig i vandet, elefanter, der bliver til silhuetter, og himlen der bliver helt lilla og lyserød tager pusten fra de fleste.
Når solen går ned, og temperaturen falder, kommer de nataktive dyr frem. Med en særlig lampe, lyser guiden ud i nattemørket, og nu handler det om at kigge efter øjne i natten. Igen er der ingen, der ved, hvad der venter. Måske løver og hyæner på jagt – måske en kamæleon – og sikkert en del harer. Det er bare med at holde godt udkig.
Tilbage i lejren venter endnu en dejlig middag, inden du kan gå til ro i dit telt.